Center for Cybersikkerhed hæver trusselsniveauet for cyberaktivisme
CFCS (Center for Cybersikkerhed) har i dag tirsdag hævet trusselsniveauet for cyberaktivisme fra MIDDEL til HØJT.
Trusselsniveauet hæves på baggrund af de fortsat øgede spændinger mellem Rusland og Vesten, hvilke har medført høj aktivitet blandt pro-russiske cyberaktivister. Ifølge CFCS er det sandsynligt, at der er grupper, som vil udsætte danske organisationer for cyberaktivistiske angreb.
CFCS vurderer ligeledes, at de pro-russiske cyberaktivister har fået kapacitet til at udføre flere og kraftigere angreb. Det er anden gang på blot otte måneder, at trusselniveauet bliver opjusteret af Center for Cybersikkerhed. CFCS hører under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
Kilde: Center for Cybersikkerhed