Ny trusselsvurdering: Cybertruslen mod vandsektoren i Danmark
Den danske vandsektor håndterer samfundskritiske funktioner, der er afgørende for både husholdninger, virksomheder og myndigheder. Et cyberangreb mod et mindre vandværk i december 2024 har tydeligt illustreret, hvor alvorlige konsekvenserne kan være – selv for mindre aktører, der ikke er omfattet af eksempelvis NIS2-lovgivningen. Angrebet medførte et brud på en vandledning, der efterlod omkring 50 husstande uden vand i flere timer.
Center for Cybersikkerhed (CFCS) har netop udgivet sin første trusselsvurdering rettet mod vandsektoren. Den understreger, at truslen er stigende, og at den globale sikkerhedspolitiske situation har skabt et mere komplekst trusselsbillede, hvor cyberangreb kan føre til både digitale og fysiske konsekvenser.
Vurderingen peger på, at truslen fra cyberkriminalitet er meget høj, primært som følge af ransomware-angreb, der kan lamme IT-systemer og true forsyningssikkerheden. Samtidig vurderes truslen fra cyberaktivisme, cyberspionage og destruktive cyberangreb som middel, mens truslen fra cyberterror vurderes som ikke-eksisterende. Samlet set fremhæves det, at vandsektoren står over for et komplekst trusselsbillede, hvor både større og mindre aktører kan være udsatte.
Et kritisk behov for øget sikkerhed
Truslen mod vandsektoren gælder hele sektoren – både aktører, der er omfattet af NIS2-lovgivningen, og dem, der ikke er. Uanset størrelse eller juridiske krav bør alle vandværker tage cybersikkerhed alvorligt og beskytte sig mod potentielle angreb. CFCS anbefaler, at sektoren anvender trusselsvurderingen som en del af deres risikovurderingsarbejde og løbende opdaterer sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte forsyningssikkerheden.
TD-K A/S samarbejder med DANVA og Danske Vandværker, og har et fælles mål om at styrke cybersikkerheden i den danske vandsektor. Læs mere om vores forskellige sikkerhedsløsninger til vandværker her på vores hjemmeside.
Læs mere om trusselsvurderingen på Center for Cybersikkerheds hjemmeside: Cybertruslen mod vandsektoren