TD-K A/S indgår NIS2-samarbejde med brancheforeningen Danske Vandværker
Pressemeddelelse
Lille Skensved, 26. april 2024
TD-K A/S kan i dag annoncere et nyt strategisk partnerskab omkring NIS2 med brancheforeningen Danske Vandværker. NIS2 er et EU-direktiv, der fastsætter krav til cyber- og informationssikkerhed for virksomheder inden for kritisk infrastruktur. Med implementeringen af NIS2 kommer der skærpede krav, som skal forbedre beskyttelsen af de danske vandværkers kritiske systemer og følsomme data.
Samarbejdet med Danske Vandværker repræsenterer endnu et vigtigt skridt i retning af at styrke cybersikkerheden inden for den danske forsyningssektor, specifikt inden for vandforsyning. Aftalen omfatter en eksklusiv fordelsaftale, der tilbyder medlemmer af Danske Vandværker fordelagtige priser på vores NIS2-revision og -rådgivning. Projektdirektør Kasper Winding fra TD-K A/S udtaler følgende:
"Vi er begejstrede for at indgå dette partnerskab med Danske Vandværker. Vi har investeret betydelige ressourcer i at udvikle en skræddersyet NIS2-løsning specifikt til de danske vandværker, og mange er allerede i gang med vores løsning. Vi ser frem til at støtte endnu flere vandværker, både store og små, med at opfylde det krævede sikkerhedsniveau i NIS2-direktivet og derved hjælpe yderligere med at sikre kritisk dansk infrastruktur."
For yderligere information om samarbejdet eller for at drøfte dine behov vedrørende NIS2-direktivet, er du velkommen til at kontakte vores konsulenter hos TD-K på følgende e-mailadresse: nis2@td-k.dk. For yderligere information vedrørende fordelsaftalen, herunder beskrivelse, priser med mere, skal du kontakte Faglig Chef hos Danske Vandværker Mette Oht Klitgaard. Mette kan kontaktes på telefon 56130336 eller på mail mok@danskevv.dk.