Informationsdeling mellem TD-K og NSK HTC om relevante cyberhændelser
TD-K A/S og NSK HTC (National enhed for Særlig Kriminalitet, High Tech Crime) har etableret et partnerskab for informationsudveksling i relation til de cyberhændelser, som TD-K håndterer. Initiativet udspringer af et fælles ønske om at løfte vidensniveauet, dele erfaringer og bidrage til et mere sikkert digitalt samfund.
NSK HTC er en specialenhed i dansk Politi, som samler de mest avancerede efterforskningskompetencer, og beskæftiger sig blandt andet med cyber- og kryptokriminalitet, hacking, ransomware og DDoS-angreb.
Informationsudveksling med konkret værdi
Cybertruslen mod danske virksomheder og kritisk infrastruktur vokser år for år. Angrebene bliver mere avancerede, og konsekvenserne kan ramme både forsyningssektoren, offentlige myndigheder og det private erhvervsliv. For at imødegå denne udvikling kræver det mere end teknologiske løsninger – det kræver vidensdeling mellem aktører med specialiseret viden.
Både TD-K og NSK HTC har omfattende indsigt i cybertrusler, hændelser og relevante sikkerhedstiltag. Vores kompetencer ligger dog forskellige steder i værdikæden. TD-K arbejder primært forebyggende og følger dagligt udviklingen i nye angrebsmetoder og sårbarheder hos de virksomheder, vi beskytter. NSK HTC har en efterforskende tilgang og har dyb forståelse for, hvordan hændelser opstår, og hvilke spor de cyberkriminelle efterlader.
Målet med informationsdelingen er klart at styrke samfundets samlede modstandskraft mod cyberangreb gennem systematisk vidensdeling, erfaringsudveksling og initiativer, som gavner både virksomheder og den kritiske infrastruktur, de er en del af.